Vedtægter for foreningen »Grundejerforeningen Næsby Strand«
§ 1
Foreningens navn er »Grundejerforeningen Næsby Strand«, »Rolandsparken«. (Adresse: Formandens).
§ 2
Foreningens formål er, at varetage grundejernes fælles interesser overfor såvel private som offentlige, samt i øvrigt i enhver hensende at virke for en god udvikling f bebyggelsesforholdende på arealet.
Formålet søges bl.a. fremmet ved:
- at virke for, at grundejerne repræsenteres ved besættelse af pladser i nævn, kommissioner og andre steder, hvor grundejernes interesser bør varetages,
- at følge administrationen af de love, som berører grundejernes interesser,
- at yde bistand til foreningens medlemmer ved håndhævelse af deres rettigheder eller andre berettigede interesser, arealet vedrørende.
- I overensstemmelse med § 10 i den for sommerhusområdet tinglyste deklaration har foreningen endvidere følgende formål:
- Grundejerforeningen har skøde på alle de i deklarationens § 2 nævnte veje, stier og fællesarealer. Det påhviler foreningen at sørge for de omhandlede arealers vedligeholdelse og renholdelse, ligesom foreningen sørger for, at vejene i anlægsbredde og udførelsesmåde svarer til vejens brug (jævnfør i øvrigt § 2 i førnævnte deklaration).
- Grundejerforeningen skal igennem beplantningsforskrifter sikre området som et smukt område og skal påse overholdelsen (jævnfør i øvrigt § 9 i forannævnte deklaration).
- Grundejerforeningen er pligtig at drage omsorg for gennemførelsen af en hensigtsmæssig ordning vedrørende dagrenovation, der skal godkendes af kommunens sundhedskommission og være i overensstemmelse med kommunens sundhedsvedtægt.
- Grundejerforeningen varetager i øvrigt alle foreningen i henhold til deklarationen påhvilende opgaver samt drager omsorg for medlemmernes fælles interesser med hensyn til kloakering, el-forsyning m.v.
- Bestyrelsen udarbejder et ordensregulativ.
§ 3
Som pligtig medlem af foreningen optages enhver ejer af en eller flere parceller, beliggende på følgende veje: Fortunavej, Pomonavej, Hermodsvej og Neptunvej. Hver parecel betaler særskilt kontingent og har én stemme. Ved indmeldelse skal parcellens matrikelnummer samt ejerens navn og nøjagtige privatadresse angives.
§ 4
Enhver, der optages som medlem, modtager skriftlig meddelelse derom og får samtidig sendt et eksemplar af foreningens love. Indskuddet og det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling af bestyrelsen.
§ 5
Kontingentet opkræves én gang om året og betales pr. giro til foreningens bankforbindelse. Kontingentet betales årlig senest 15. april. Ved udsendelse af rykkerbrev vil der, foruden nyt indskud, blive opkrævet et gebyr på kr. 50,00.
Inddrivelse af restancer kan af foreningen overgives til retslig incasso.
Kun medlemmer, der har betalt, har stemmeret.
§ 6
Udmeldelse skal ske skriftlig til bestyrelsen og kan kun finde sted ved salg af parcellen. Den nye ejer er pligtig til at indmelde sig i foreningen, og den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser.
Den der udtræder af foreningen har intet krav på dennes formue.
§ 7
De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger, derunder foreningens love, er bindende for medlemmerne. Overtrædelse kan – såfremt medlemmet, ikke senest 14 dage efter påkrav i anbefalet brev fra foreningen, retter sig derefter – medføre retsforfølgning.
§ 8
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden for tidsrummet april-juni. Desuden kan der, så ofte bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 25% af medlemmerne fremsætter skriftlig ønske derom, med meddelelse om emne derfor, afholdes ekstraordinær generalforsamling. Denne afholdes inden tre uger efter beslutning eller begæringens modtagelse.
§ 9
Indkaldelse til generalforsamling sker skriftligt med 14 dages varsel, og dagsorden, formandens beretning, årsregnskab med kommentarer fra kassereren udsendes samtidig. Kasserens angivelse af, at den sådan meddelelse er sendt til samtlige medlemmer, som holder foreningen bekendt med deres adresser, skal være fuldgyldigt bevis for, at indvarslingen lovligt har fundet sted.
§ 10
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før.
§ 11
Generalforsamlingen vælger en dirigent, som har den endelige afgørelse af alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, kompetencespørgsmål o.s.v. Dirigenten leder afstemningerne.
§ 12
Den ordinære generalforsamling har følgende faste dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Valg af stemmetæller.
- Formandens beretning for det forløbne år.
- Fremlæggelse og godkendelse af regnskabet for det forløbne år.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse (og suppleanter).
- Valg af revisor (og suppleant).
- Eventuelt.
§ 13
Stemmeafgivelse foregår ved stemmekort, medmindre bestyrelsen eller mindst 2/3 af de tilstedeværende forlanger skriftlig afstemning. Medlemmerne kan medtage fuldmagt (stemmekort) fra indtil to andre medlemmer, der måtte være forhindret i at give møde.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Dog kræves ved lovændringer, at 40 af foreningens medlemmer har givet møde eller er repræsenteret.
Er dette ikke tilfældet, kan med 14 dages varsel indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i overensstemmelse med § 8, og denne er da beslutningsdygtig uanset de fremmødte eller repræsenterede medlemmers antal.
§ 14
Foreningens sekretær fører beslutningsprotokol over samtlige generalforsamlinger, bestyrelsesmøder og andre forretninger af interesse for medlemmerne.
§ 15
Bestyrelsen består af formand, næstformand, sekretær, kasserer samt et medlem. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen, således at 3 medlemmer afgår samtidig og de 2 øvrige ved næste år’s valg. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Genvalg kan finde sted, dog tidligst 2 år efter fratrædelse efter eget ønske. Der skal vælges to suppleanter, der afgår skiftevis. Der skal vælges to revisorer, der afgår skiftevis, og 1 revisorsuppleant, der vælges hvert år. Valgbarhed til bestyrelsen er grundejer/ægtefælle.
§ 16
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsgang og afholder møde så ofte formanden eller tre af bestyrelsesmedlemmerne finder det fornødent.
§ 17
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden samt mindst to bestyrelsesmedlemmer er til stede. beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal, således at formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed. Suppleanter kan indkaldes til bestyrelsesmøde med taleret, men uden stemmeret.
§ 18
Kassereren modtager alle foreningens indtægter og afholder deraf foreningens udgifter i samarbejde med foreningens bank- og giroforbindelser.
§ 19
Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet skal revideres af de to valgte revisorer og skal indeholde indtægts- og udgiftsregnskab samt status pr. 31. december.
§ 20
Foreningen kan kun ophæves med byrådets tilladelse.
Bestyrelsen
_______
ORDENSREGLEMENT
1. Alle grunde skal holdes rene og slås for græs senest den 15. juni, da den ellers bliver den slået på ejers regning. Enhver grundejer er forpligtet til at slå græs og klippe nedhængende grene ud for sin grund – jvf. deklarationen.
2. Enhver grundejer må ikke på sin grund ved støj være til gene for sine naboer. Det henstilles, at græs slåning med motorklipper ikke finder sted i tiden mellem kl. 12.00 og kl. 14.00.
3. Udover hunde og katte må der ikke holdes husdyr. Hunde må ikke færdes frit i området.
4. Færdsel på vejene med motordrevne køretøjer er alene tilladt, når det sker med egentligt færdsels formål. På fællesarealerne er kørende færdsel ikke tilladt. Der henstilles alvorligt til forsigtig kørsel da der er legende børn på vejene.
Hastigheden må ikke overstige 20. km./ t.
5. Færdsel til fods må kun finde sted på anlagte veje og stier. Ved færdsel på diget bedes det reglementet som er opsat på diget følges.
6. Camping på diget og fællesarealerne er ikke tilladt.
På vegne af bestyrrelsen